De seneste to år er grunden omkring Helnæs Mølle med panoramaudsigt over Helnæsbugten blevet forvandlet til outdoorområde i luksusklassen
Dæmningen skiller Lillebælts hvidtoppede bølger fra Helnæsbugtens smulte vande og binder øen Helnæs sammen med Fyn. En flok bramgæs tager turen oppe i det blå for at lande i Helnæs Mades rørskove.
Landingen i bil sker på den nyanlagte gårdsplads under Helnæs Mølles vinger. Det er meget længe siden, at Helnæs Mølle var i drift. Men derfor kan man godt få luft under vingerne på øen. Faktisk er der tale om luksus under vingerne på Helnæs Mølle Outdoor & Ferielejligheder, som lige har åbnet for booking 1. april, efter at der i to år er blevet arbejdet med en gennemgribende renovering af bygninger og udendørsarealer.
De fire ferielejligheder, der hver er på 55 kvadratmeter og har plads til to eller fire personer, er en luksuskopi af shelterne helt ude på kanten med udsigt over bugten og Fyn. Lejlighederne er beklædt med forpatineret akacietræ i et mønster med tydelige referencer til ejernes virksomhed Wallume, der tilbyder eksklusive vægsystemer med trælameller.
Men det er først, når man befinder sig inde i ferielejligheden, at man finder ud af, at her er den bedste udsigt over møllegrunden med stejle skråninger ned til stranden. For de fire ferielejligheder er hævet over grunden på en måde, der giver panoramaudsigt.
Det gigantiske vindue, der leder tankerne hen på et shelter i sin konstruktion, er 153 tommer stort og tjener også som attraktive siddepladser. Her kommer naturen helt tæt på, når et årvågent dådyr eller en stovt fasankok passerer forbi i jagten på føde uden at opdage en på den anden side af glasset.