Helnæs regnes i dag for en halvø med god fast vejforbindelse over Langør og Agernæs ind til Fyn.
Sådan har det ikke altid været. I tidligere tider var forholdene for næsboerne stort set som for øboerne på de andre syd- og vestfynske småøer.
Det lille samfund på Helnæs bestod i flere hundrede år af 16 gårde og ca. lige så mange huse og boels-steder. Næsset var krongods og folkene fæstere under Hagenskov Gods. I 1546 byggede man Bogården og i 1666 endnu to helgårde og to halvgårde, og således var gårdtallet stort set frem til overgangen til selveje i 1856.
Som andre små samfund var Helnæs en næsten selvforsynende helhed, men ligesom andre øboere afhængige af forbindelsen til land. Derovre på Fyn fandtes hovedgården, øvrigheden, kirke, mølle, marked osv.
Helnæs hørte oprindeligt til Dreslette Sogn og efter reformationen i 1536 til Sønderby Sogn. Først i 1618 fik man eget kapel på næsset. Folk fra Helnæs måtte således ofte til Fyn.
Man har selvfølgelig sejlet. Flere gamle stensatte broer ved ’Lillestrand’ som kysten ind mod Helnæs- fjorden kaldes, viser at man har fragtet gods og folk med båd og skib. Men man kunne også komme ’over land’.
Vejen ind til Fyn gik som i dag over Langør, der oprindelig var en strandvold af sten og grus dannet af Lillebælts strøm og bølger. Mn gik, red eller kørte med hestevogn over grusvolden. Ved østlige og sydøstlige vinde, stod Langørs strandvold under vand, og hvis man ville over ad vejen, måtte folk og fæ vade. Det var besværligt og ikke ganske ufarligt. I mørke og ved højvande har helnæsfolkene skullet stole på hestenes stedsans, når de skulle over. Hestene havde efter sigende en evnen til at finde vejen, når den stod under vand.
På Fynssiden førte vejen ind over Agernæs og svingede derefter mod nord over Fedet til broen eller vadestedet ved åen. Den stenbrolagte vej over Fedet til broen eller vadestedet ved åen.
Den stenbrolagte vej over Fedet kaldes endnu i folkemunde ’Møllevejen’ skønt den ikke bruges mere, og navnet kommer selvfølgelig af, at vejen førte op til den store vandmølle ved Hagenskov, som helnæsboerne havde pligt til at bruge ligesom alle andre af krongodsets fæstere.
Mølledrift var den gang oftest forbeholdt de store herregårde og det var en vigtig indtægtskilde for godsbesidderne.
For næsboerne var møllekørslen en tur på 12-15 km hver vej. Helnæs folkene havde den forret frem for andre af egnens bønder, at de uden ventetid skulle have kornet malet straks når de kom frem til møllen, men det har alligevel været en fuld dagstur at køre til mølle. Kørslen til mølle foregik desuden ofte i tiden mellem høst og jul. Da er dagene korte og efterårsstormene kunne sætte Langør under vand.
For at slippe for den lange og besværlige transport ansøgte helnæsboerne i årene 1840 – 41 om tilladelse til at opføre egen mølle på næsset. Ansøgningen blev behandlet i den enevældige konges ’Rentekammer’, men stødte på hård modstand – især fra godsinspektøren på Hagenskov, justitsråd Richter.
I maj 1842 besøgte kronprins Frederik (VII) Hagenskov. Helnæsbønderne trak i stadstøjet, søgte foretræde for kronprinsen og forelagde ham deres besvær med møllekørslen og behovet for en mølle på Helnæs. Prinsen tog venligt mod bønderne og lovede dem efter sigende sin støtte med ordene: ’I skal få den mølle, folk’.
Helt så let gik det nu ikke. Kronprins Frederik var ikke særligt velset af sin samtids stormænd, der anså ham for noget af en fyldebøtte og skørtejæger. Noget om snakken var der nok også, for skønt gift den Mecklenburgske prinsesse Mariane, havde han siden 1828 haft et kæresteforhold til danserinden Luise Rasmussen, og folkesnakken på Vestfyn udpeger endnu et smukt lille hus ved Hagenskov som stedet, hvor kronprinsen i perioder opholdt sig med sin kæreste til stor forargelse for fine folk.
Prinsen fik møllesagen genoptaget i Rentekammeret, men godsbestyrer Richter fik stillet den betingelse for en tilladelse, at en mølle på Helnæs skulle svare 36 tønder korn i fæsteafgift for at få lov til at køre. Det var en urimelig høj fæsteafgift, der hurtigt ville gøre mølleriet urentabelt. Bønderne gik til kronprinsen endnu en gang, og han lovede igen at støtte deres sag.
Ved den lejlighed viste kronprins Frederik, at han allerede da levede op til den popularitet hos almuen, der senere, da han blev konge som Frederik d. VII, gav ham tilnavnet Frederik Folkekær. Under ham som konge fik vi da også folkestyret indført med junigrundloven af 1849. Kongen var da blevet skilt fra prinsesse Mariane og giftede sig i 1850 med Luise Rasmussen, der fik titel af grevinde Danner. I morgengave fik hun godset Hagenskov. Frederiksgave.
Efter helnæsbøndernes anden henvendelse skrev kronprins Frederik et brev til sin fader Christian d. VIII hvori han talte bøndernes sag, og resultatet blev, at fæsteafgiften for en mølle på Helnæs blev nedsat til 20 tønder korn,
Møllebygger Erik Hansen fra Ærø fik i februar 1843 lov til at opføre møllen. Det var en stor strå-tækt såkaldt ’hollandsk mølle’ der blev bygget på et lille trekantet jordlod på 3 skæpper land, som blev udskilt fra Holmegård. Erik Hansen beholdt ikke møllen. Dels var han måske mere mølle-bygger end møller, og dels døde hans kone i barselsseng, og møllen blev udbudt til salg.
I året 1845 købte husmand Christian Jørgensen møllen af Erik Hansen. Af de gamle gældsbreve kan vi se, at det er helnæsgårdmændene, der støtter købet ved at låne Christen Jørgensen penge. Det er klart, at de efter al besværet med at få tilladelse til at bygge møllen, nu må bakke op om den person, der skal drive den.
Christen Jørgensen havde naboejendommen ind mod byen i fæste. Den ejendom frikøbte han til selveje i 1856 fra Frederiksgave og jorden blev lagt til møllen, mens hans søster og svoger overtog bygningerne. I 1868 købtes desuden ca. 6 tdr. land fra Holmegård. Denne jord ligger ind til møllen mod nordvest. Christen Jørgensen rejste penge, dels ved at låne hos sine naboer og bymænd og dels ved at sætte sig i gæld til kongen, Frederik d. VII. Mølledriften må have forrente sig godt, så gælden kunne nedbringes. Mølleren fik sin betaling i form af korn. Med sin ’tollekop’ tog han så og så meget af hver tønde, der skulle males.
Det var en god tid for næsboerne. Nu havde man egen kirke og mølle og fra 1856 selveje. Møllen ligger åbent og godt for vinden i byens nordre udkant, næsten som et vartegn over den nye tid. Borte var pligtkørsler, hoveri og fæsteafgifter. Nu var man selvejere og selvhjulpne på næsset.
Der knytter sig mange gamle skikke til arbejdet som møller. Smeden og mølleren var begge skattede og højt ansete håndværkere i deres by. Som man sagde om smeden, at ’han kunne mere end sit Fadervor’, han som kunne håndtere gløder, gnister og tænger, trække dårlige tænder ud og gemme lykken i den hestesko, således havde også mølleren sin plads i folketroen og de religiøse forestillinger. På Vestfyn havde man den opfattelse, at når møllen stod stille, måtte vingerne ikke stå i kors. Dels sagde man, at en korsstillet vinge kaldte på lynet, og dels var korstillede vinger forbeholdt møllerens sidste hilsen til en afdød. Kom der et ligtog forbi på vejen, var det god skik, at mølleren standsede arbejdet og stillede vingerne i kors.
Hver aften, når arbejdet var afsluttet, skulle vingerne standses i diagonalen, sættes i ’saks’. Og kom et brudefølge forbi på vejen, kunne mølleren vise sin hilsen ved at standse vingerne i saks. Stod vingerne midt imellem kors og saks, betød det, at møllen var ude af drift. Det kunne f.eks. være fordi man skulle reparere en skade eller bilde møllesten.
På Helnæs havde man en særlig bryllupsskik. Såfremt brud eller gom var ’udensogns fra’, blev der på bryllupsdagen ringet med kirkeklokken fra det øjeblik gæsterne trådte i land på næsset. Kom følget med båd, blev der ringet når båden landede, og mens man gik eller kørte op til kirken. Kom følget over Langør, blev er ringet når vognene kørte over Bobanken. Fra kirketårnet kan man ikke se så langt, men det kan man fra møllen. Mølleren holdt øje med vejen, og når han så følget dukke op, stillede han møllens vinger i saks som signal til kirkens klokker om at begynde ringning. Det fortælles, at Christen Jørgensen engang holdt klokkeren i arbejde en hel formiddag med sit signal. Da et brudefølge tidligt kørte op over Bobanken, stillede han som aftalt møllen i saks, og klokkeren gik straks i gang med at ringe. Bryllupsfolket kom dog ikke til kirke lige straks, og klokkeren måtte slide og svede meget længe ved sit reb. Det viste sig nemlig, at brudefølget havde gjort holdt på vej ind til byen for at nyde en bid brød og en dram. Men det var jo ikke møllerens fejl.
I 1873 overtog møllerens søn, Jørgen Christensen driften af mølle og landbrug. Mølleriet gik godt og der var travlhed på gården.
Jørgens Christensens søn fortæller fra sin drengetid; ’ Vi havde især travlt om efteråret. Ved juletid skulle alle folk jo bage. Vi lavede blandt andet flormel af hveden.
Sigtebrød var også populært på den tid. Jeg var selv med rundt med hestevogn for at indsamle kornet. Vi kom aldrig i seng før over midnat, og hanen havde næppe galet, før vi måtte op igen. Men selvom det var hårdt til tider, var det et dejligt arbejde’.
For at blive møller skulle man normalt stå i lære i tre år og derefter arbejde som svend i tre år. For sønnerne på Helnæs Mølle, blev det nu ikke noget problem. Det var en selvfølge at børnene deltog i arbejdet på gården, og som de voksede til, lærte de også mølleriet at kende.
Hans Jørgen Christensen overtog møllen efter sin far i 1927. På den tid var stråtaget meget med-taget og han lod det rive af, og fik møllen tækket med træspån. Der blev brugt 21.000 spån til arbejdet.
Efter nogle år var det ene vingesæt udtjent og blev taget ned. Driften blev fortsat med kun en vinge, men det gik udmærket. Man havde tre kværne i gang. Der blev malet rugmel til bageren og grut til gårdens dyr.
Eftersom elektriciteten holdt sit indtog rundt om på gårdene fik man elkværne til formaling af foderkornet, og der blev mindre og mindre at lave på møllen. Driften blev dog holdt i gang indtil slutningen af krigen. Da stoppede mølleriet helt og den sidste vinge blev taget ned.
I 1964 overtog Jørgen Møller Christensen mølle og landbrug efter sin far. Den gamle mølle var da slemt i forfald, men samme år lykkedes det at rejse private midler samt midler fra National-museets møllebevaringsfond til en restaurering af møllens forblæste og utætte spåntækning. Spåntækningen blev taget ned, og møllen blev som oprindeligt tækket med tagrør.
Samtidig tinglystes en fredningsdeklaration til sikring af den kulturhistoriske og landskabelig værdi som Helnæs Mølle repræsenterer.
I 1988 blev møllegårdens ejerforhold og driftsform ændret væsentligt. Jørgen Møller Christensen gik ind i et samarbejde med lokale skole- og friluftsfolk. Målet var at skabe en friluftsgård og naturskole kombineret med fortsat landbrugsdrift.
Helnæs Mølle Friluftsgård og Naturskole, som stedet kom til at hedde, skulle fungere som støtte og udgangspunkt for det friluftsliv der udfoldede sig i det vestfynske område, specielt på Helnæs og omkring Helnæs Fjord. Ved at drive friluftsliv på og ud fra en landbrugsejendom i drift, var målet at øge den besøgendes indsigt i samspillet mellem natur og mennesker og forståelsen for betydningen af såvel naturhistoriske som kulturhistoriske værdier. Dette skete gennem kurser, lejre og arrangementer, der afholdtes året igennem. Til stedet var knytte vejledere, som kunne rådgive om ophold og færden i naturen. Friluftsgården modtog grupper og enkeltpersoner på kortere eller længere ophold.
Alle friluftsaktiviteter på Helnæs Mølles blev drevet af foreningen Helnæs Mølle Friluftsgård, som lejede de arealer og bygninger, der anvendtes til friluftsformål.
Om sommeren var det muligt at ride på islandske heste, og på fjorden færdes man i traditionelle fynske fartøjer som smakkejoller eller fjordpramme. I perioder var der kurser i bygning og brug af kajakker, da de grønlandske kajakker viste sig at være særdeles gode fartøjer til fjord og bælt.
Efter en lang periode med mange besøgende, begyndte Friluftsgården så småt at miste terræn. Bygningerne, herunder møllen, og området som sådan, forfaldt stille og roligt, da økonomien ikke var til at foretage vedligehold og renovering – eller nye tiltag. I 2019 blev Helnæs Mølle Frilufts-gård og Naturskole sat til salg.
Stig Nør Larsen og Hanne Plechinger, som er naboer til Helnæs Mølle, erhvervede i 2019 friluftsgården. Efter en grundig oprydning på området påbegyndtes planlægning/projektering af et nyt outdoor-center på stedet.
Efter at de nødvendige tilladelser fra Kystdirektoratet og Assens Kommune var i hus, gik byggeriet i gang i marts 2020.
Møllehuset med stald, som begge var i ringe forfatning, blev revet ned, og to nye store egetræs-bygninger opført i stedet. Disse bygninger stod klar som servicebygninger til ferieområdet i slutningen af 2020, hvor også bygning af to nye ferieboliger blev påbegyndt.
I april 2021 blev de 2 nye ferieboliger med 4 lejligheder taget i brug og året efter blev de sidste 2 ferieboliger bygget, så der i april 2022 kunne tilbydes i alt 8 luksus ferielejligheder til gæster på Helnæs Mølle.
Renoveringen af den gamle mølle fra 1843, som var i meget dårlig forfatning, påbegyndtes i efteråret 2023, og i marts 2024 åbnede Spisestedet AKS, som yderligere et tilbud til gæster på Helnæs Mølle.
Det blev samtidig besluttet at udfase udlejning af området til større arrangementer, hvilket betød farvel til den store tipi, som havde huset en del store arrangementer i fra overtagelsen i 2019.
Vi er meget glade for at Ib Ivar Dahl, som i mange år har været bosiddende på Helnæs, og som har været med til at starte Helnæs Mølle Friluftsgård og Naturskole, har givet tilladelse til at gengive historien om Helnæs Mølle på vores hjemmeside. Ib Ivar Dahl udgav i 1980’erne pjecen ’Helnæs Mølle’, Forlaget Kysten.
Helnæs Byvej 21
5631 Ebberup
Mail: info@helnaesmoelle.dk
Tlf. nr.: +45 88 44 23 20
MobilePay: 920570
CVR: 40100385
Stig Nør Larsen og Hanne Plechinger
Certificeret virksomhed, der går længere for det sociale ansvar, end det er pålagt ved lov.
